skov

FN’s første Internationale Skovdag

Stop efterspørgslen på træbaserede produkter – certificering hjælper ikke

21. marts 2013 · Kl. 15:29 Pressemeddelelse

FN har iværksat endnu et initiativ, der skal henlede opmærksomheden på udryddelsen af verdens skove: Fra i dag og fremover vil den 21. marts være International Skovdag.

I 2011 gik FN’s Internationale Skovår stort set ubemærket hen. Vi håber, at dette nye initiativ kan gøre en positiv forskel for skovene og de mennesker, der er afhængige af dem. Det er nemlig al mulig grund til at sætte fokus på skovenes skæbne.

Skovene er i disse år under et enormt pres – som ikke mindst skyldes træfældning i naturlige skove og etablering af industrielle plantager, der leverer træbaserede produkter til et globalt marked for at tilfredsstille den nærmest uendelige efterspørgsel på papir- og træprodukter i vores del af verden. I de seneste årtier er presset på verdens skove yderligere vokset som følge af nogle helt forfejlede strategier, der vil erstatte benzin med agrobrændstoffer og kul med træ i kraft-varmeværker. Sideløbende har væksten i forbruget af animalske produkter medført, at produktion af foder har fortrængt skove til fordel for store monokulturer af især soja til foder.

Det er på høje tid, at vi i Danmark begynder at adressere vores egen rolle i skovrydningerne. Og at vi påtager os ansvaret for at nedbringe Danmarks og danskernes forbrug af produkter, der direkte eller indirekte æder sig ind på arealerne med naturlige skove. Den danske regering må revidere strategierne på væsentlige politikområder. NOAH kræver:

  • Stop for omstilling fra kul til træpiller i kraftvarmeværker, virksomheder, institutioner og private hjem, som udgør en stor del af strategien for omstilling til vedvarende energi -– det forværrer klimaet.
  • Stop for krav om tilsætning af 10 % agrobrændstoffer til benzin og diesel -– det giver højere emissioner end fossil benzin og diesel.
  • Stop “Månegrisprojektet” (iværksat af Fødevareministeriet), som vil tillade øget svineproduktion i Danmark – noget, der ikke vil kunne ske uden øget import af soja.

Bente Hessellund Andersen fra NOAH Landbrug og Fødevarer, udtaler:

Forestillingen om, at vi kan fortsætte med at beslaglægge store arealer for at dække vores luksusbehov på en bæredygtig måde, holder ikke. Det har vist sig, at bæredygtighedscertificeringer ikke kan bidrage til at standse eller nedbringe forbruget af produkter, der giver anledning til skovrydning. Snarere tværtimod. Det er selve størrelsesordenen på vores forbrug, der er problemet. Og i den forbindelse er bæredygtighedscertificeringer med til at give grønne forbrugere, der ellers ville have undladt at købe f.eks. havemøbler fremstillet af eucalyptus fra troperne, en falsk forestilling om bæredygtighed.

NOAH har sammen med vores internationale netværk i Friends of the Earth International og World Rainforest Movement skrevet til FN for at opfordre til at der sættes fokus på sådanne drivkræfter.

NOAH deltager også i The Land Footprint Coalition, som opfordrer EU og de europæiske regeringer til at mindske Europas areal-fodaftryk, dvs. det landareal, vi lægger beslag på for at dække vores forbrug af produkter fra land- og skovbrug.

For yderligere information kontakt:

Bente Hessellund Andersen, NOAH Landbrug og Fødevarer. Telefon: 29 29 45 27

Læs Biomasse: Klimaregnskab med kreativ bogføring

Læs Bæredygtig biomasse: En historisk misforståelse

Læs Open letter to the UN and its Institutions and initiatives related to Forest issues

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!