Konference om fremtidens landbrug og ny EU-reform: Hvordan får vi en grøn og retfærdig landbrugspolitik i Europa?

Konference: Hvordan får vi en grøn og retfærdig landbrugspolitik i Europa?

Fællessalen, Christiansborg, 1240 København K

LUKKET for tilmelding! Kom og hør hvordan EU kan støtte op om miljøvenlige landbrugspraksisser og gode vilkår for små jordbrugere.

(ENGLISH VERSION)

Power points mv.

TILMELDINGSFRIST: Den 5. december kl. 9.00

En reform af EU’s landbrugspolitik (CAP) er på vej og derfor har vi inviteret prominente danske og internationale oplægsholdere til at give deres bud på, hvordan vi får et retfærdigt landbrug i EU, der samtidig passer på miljø og klima.

På tværs af oplægsholdere, politikere, organisationer, landmænd og borgere vil vi belyse og diskutere problemer med den nuværende CAP og potentialer for reform.

Har du ikke mulighed for at komme, vil du stadig kunne overvære konferencen online. Den vil blive streamet live og ligge online på www.facebook.com/miljoeretfaerdighed/. Del meget gerne med dit netværk i Danmark og Europa.

Baggrund for konferencen

Business as usual” er ikke længere en mulighed. Landbruget har meget stor betydning for klimaforandringer, tab af biodiversitet og andre miljøødelæggelser.

Samtidig står vi over for ustabile fødevarepriser, øget brug af land til andre formål end mad, et globalt landfodaftryk, der er alt for stort, og et gældsplaget landbrug. I perioden 2006 til 2014 er der forsvundet i omegnen af 6 millioner jobs i Europas landbrugssektor. Samtidig bliver landbrugene større og større, og de store multinationale fødevaregiganter fusionerer.

En omstrukturering af EU's landbrugspolitik har derfor afgørende betydning for reel bæredygtig udvikling. Det er omdrejningspunktet for denne konference.

I løbet af november udsender Europa-Kommissionen en meddelelse om, hvordan EU’s landbrugspolitik kan ændres med en reform i 2020. Dette er startskuddet til, at politikerne i EU og Danmark skal tage stilling til, hvordan Europas landbrug fremover skal se ud.

Oplæggene ved konferencen vil være på engelsk, mens den afsluttende paneldebat med politikere vil være på dansk.

Konferencen er arrangeret i samarbejde med Frie Bønder - Levende Land (La Via Campesina Denmark).

Program

Kl. 14.00-14.10 - Velkomst og introduktion til dagen

ved Nanna Clifforth, miljøbevægelsen NOAH

Kl. 14.10-14.40 - Uudnyttede muligheder for natur og småbønder med den nuværende CAP ved Ole Færgeman, Frie Bønder – Levende Land

Danmark har fravalgt at flytte 15 procent af midlerne, der går til direkte betalinger (tidl. hektarstøtte), søjle 1, til Landdistriktsprogrammet, søjle 2. Denne overflytning kaldes også fuld fleksibilitet. Oplægget vil komme ind på grønne muligheder ved at flere midler går til søjle 2 og også omfatte en diskussion af uudnyttede muligheder for at støtte mindre landbrug via bl.a. EU's omfordelingsordning, som Danmark heller ikke benytter sig af.

Derudover vil Ole Færgeman diskutere hektarstøttens indvirkning på jordpriser og dermed unge jordbrugeres muligheder for at købe en mindre landbrugsbedrift.

Kl. 14.40-15.10 - Hvordan kan den næste CAP være en drivkraft for bæredygtig mad og landbrug i Europa og uden for kontinentet?

ved Faustine Bas-Defossez, policymanager for landbrug og bioenergi, European Environmental Bureau

Oplægget vil komme ind på den nuværende europæiske landbrugspolitiks påvirkning af miljøet i et lokalt og globalt perspektiv. Det er muligt at bevæge sig væk fra CAP’ens to-søjle-system og i stedet støtte jordbrugere, der beskytter offentlige goder som et rent miljø og sund fødevareproduktion.

Det vil kunne ske gennem nye policyinstrumenter, der støtter op om biodiversitet og økosystemer, bæredygtig udvikling af landdistrikterne, sundt forbrug og bæredygtige landbrugspraksisser. Oplægget vil også tilvejebringe anbefalinger for et mere inklusivt forvaltningssystem af landbruget og et nyt tilsynssystem.

15.10-15.25 - Pause

15.25-15.55 - Land grabbing og landkoncentration i Europa – opfordring til en ny tilgang til landforvaltning

ved Sylvia Kay, researcher i landbesiddelser, forvaltning af naturressourcer og landbrugsinvesteringer, Transnational Institute. Ledende researcher bag et officielt studie om land grabbing i Europa bestilt af Europa-Parlamentet i 2015.

Oplægget vil klargøre omfang, årsager og konsekvenser af land grabbing i Europa samt de ekstreme niveauer af landkoncentration. Det vil bygge på konklusioner fra undersøgelsen Extent of Farmland Grabbing in the EU bestilt af Europa-Parlamentet i 2015.

Sylvia Kay vil komme ind på, hvordan f.eks. spekulation, sløjfning af landbrugsland til andre formål og meget ulige fordeling af CAP-midler blokkerer for at unge og fremadstræbende jordbrugere kan indtræde i landbruget. Oven i medfører det, at småbønder fortsat må forlade deres hverv.

Det har betydning for europæisk fødevaresikkerhed, beskæftigelse, velfærd og biodiversitet, da de forskellige fordele ved denne type landbrugssystem og levevis også forsvinder med bortgangen og marginaliseringen af småskalalandbrug i Europa. Derfor vil der også blive præsenteret anbefalinger til en ny tilgang til forvaltning af land.

15.55-16.20 - Problemer med CAP-reformprocessen og anbefalinger for støtte til bæredygtighed

ved Alan Matthews, professor emeritus i europæisk landbrugspolitik ved Institut for Økonomi ved Skolen for Samfundsvidenskab og Filosofi, Trinity College Dublin, Irland.

Oplægget vil komme ind på fundamentale problemer med den nuværende CAP-reformperiode og om der reelt er udsigt til betydelige ændringer af CAP’en efter 2020. Derudover vil Alan Matthews præsentere problemerne ved at støtte direkte per hektar samt komme med anbefalinger til en CAP-reform, der vægter støtte til bæredygtighed.

16.20-15.40 - Pause - the, kaffe og forfriskninger

16.40-17.15 - Spørgsmål fra tilhørerne og debat med oplægsholdere

17.15-17.55 - Paneldebat med Folketingspolitikere

17.55-18.00 - Afrunding og tak for i dag

Konferencen er støttet af

Europanævnets logo

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!