Atomaffald Ny udenlandsk kritik af det danske slutdepotkoncept for atomaffald fra Risø
Mere end hundrede og halvtreds høringssvar fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen kritiserer bl.a. mangler ved den fremlagte dokumentation og lovligheden af den strategiske miljøvurdering. Der rejses også kritik af den måde, atomaffaldet er klassificeret på og valget af depottyper.
PRESSEMEDDELELSE
København og Aarhus, d. 2. februar 2015
Ny udenlandsk kritik af det danske slutdepotkoncept for atomaffaldet fra Risø
I sidste uge offentliggjorde Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse høringssvarene fra Sverige, Tyskland og Polen til miljørapporten for den strategiske miljøvurdering af slutdepotkonceptet for lav- og mellemradioaktivt affald i Danmark. Ligesom de danske høringssvar er de næsten alle negative. Kritikken fra de mere end hundrede og halvtreds høringssvar fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen går bl.a. på mangler ved den fremlagte dokumentation og lovligheden af den strategiske miljøvurdering. Der rejses også kritik af den måde, atomaffaldet er klassificeret på og valget af depottyper.
I Sverige konstaterer Strålsäkerhetsmyndigheten, SSM, at det er umuligt at bedømme de mulige miljøkonsekvenser, fordi det materiale, der lægges frem, er utilstrækkeligt. Det svenske Kärnavfallsrådet anbefaler, at de danske myndigheder indleder et samarbejde med SSM og den finske Strålebeskyttelsesautoritet, STUK, eftersom disse har mere erfaring med slutdeponering af atomaffald. Miljöorganisationernes Kärnavfallsgranskning, MKG (Sverige), konstaterer, at de danske myndigheder har ignoreret de ti kritikpunkter, som MKG fremførte ved scopingen for et halvt år siden. Her anbefalede MKG mellemlagring af affaldet, eftersom planerne for slutdepotet er så mangelfulde, at atomaffaldsprocessen bør gå fuldstændigt om.
Også Det Polske Generaldirektorat for Miljøbeskyttelse og Slesvig-Holstens Miljøministerium efterlyser flere informationer i forbindelse med en eventuel placering af slutdepotet på henholdsvis Bornholm og Lolland.
Et klip fra brevet fra det tyske forbundsministerium, som understøtter NOAHs kritik
Mest belastende er kritikken fra det tyske Forbundsministerium for Miljø, Naturbeskyttelse, Byggeri og Reaktorsikkerhed, BMUB. Her noterer man sig, at ikke alt det danske atomaffald er ufarligt efter få hundrede år, sådan som det hævdes af Dansk Dekommissionering, og anbefaler, at man ikke satser på et overfladenært depot. I høringssvaret fra BMUB tilføjes det, at det lav- og mellemradioaktive affald i Tyskland slutdeponeres i dybe geologiske formationer. Hvis man gør det samme i Danmark, betyder det imidlertid, at de to andre udvalgte depottyper – et overfladenært depot med borehuller og et mellemdybt depot – også må opgives. Hermed lægger BMUB sig på linje med kritikken i den analyse af det danske slutdepotkoncept, som NOAH og VedvarendeEnergi bestilte hos Öko-Institut for nogle måneder siden. I denne konkluderes det, at atomaffaldet er fejlklassificeret, og hele atomaffaldsprocessen bør gå om.
”Tirsdag d. 24. marts får offentligheden omsider mulighed for at se og høre eksperter fra Sundhedsministeriet og Dansk Dekommissionering diskutere det danske slutdepotkoncept med eksperter fra Öko-Institut og Miljöorganisationernes Kärnavfallsgranskning. Det sker ved en stor international konference i Fællessalen på Christiansborg”, udtaler Palle Bendsen fra NOAHs Urangruppe. ”Seks miljøorganisationer står bag konferencen, der også indeholder en paneldebat med Folketingspolitikere og repræsentanter for borgergrupper mod atomaffald og de kommuner, der er udpeget som muligt værtssted for atomaffaldsdepotet”.
Høringssvarene: http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/H-og-H-svar-5-dec-2014.aspx
Høringssvar fra Niedersachsens minister for miljø, energi og klima