vindmølle

KV17 Lokalt ejet vedvarende energi styrker fællesskabet

Når stikkontakten leverer lokalt produceret elektricitet fra vind eller sol, er det ikke kun godt for miljøet, men også for lokalsamfundet. Lokalt ejede vedvarende energi-anlæg kan skabe lokale indtægter, arbejdspladser, renere miljø, mindre afhængighed af energiimport og løfte ”udkantsdanmark”

14. november 2017 · Kl. 10:09 Nyhed

Artiklen er også bragt i Folkeavisen.NOAHs sider om kommunalvalget 2017

Ny teknologi har været med til at gøre decentral energiproduktion attraktiv. Desuden har vi de seneste år været vidne til, at kommunalt ejede fjernvarmeselskaber har (tilbage)købt kraft-varmeværker fra kommercielle selskaber som DONG og Vattenfall. Omstilling til fælles eller kommunalt ejet decentral vedvarende energi-forsyning vil dog gå hurtigere, hvis kommunerne sætter ressourcer af til at hjælpe borgere, lokale andelsselskaber og sig selv med omstillingen.

Lokal energi styrker fællesskabet

Andels- eller fællesejede vindmøller, solceller og varmepumper styrker den sociale og demokratiske sammenhængskraft i kommunerne, på samme måde som en sportsklub styrker fællesskabet. Folk, der bor eller arbejder tæt på projektet, har gavn af det. Et eventuelt overskud går tilbage til lokalsamfundet eller geninvesteres i andre projekter i lokalsamfundet.

Desværre ser vi for øjeblikket, at  ejerskabet til vindmøller og solceller foreslås centraliseret og overladt til transnationale energiselskaber og kapitalfonde.  Anlæggene skal drives af professionelle, private investorer, som arbejder målrettet for størst muligt udbytte til deres aktionærer. Lokalsamfundet høster ikke fordelene, men kun det, der opfattes som ulemper, f.eks. støj og forringet udsigt.

Kommunen bør støtte lokale initiativer

Mange borgere, kommuner og virksomheder kan producere el og varme med sol og vind – primært til eget forbrug. Danske erfaringer viser dog, at der er mange forhindringer på vejen fra ide til et anlæg i drift, hvad enten der er tale om andelsselskaber, fælles eje, kommunalt eje eller privat forbrugereje af lokal energiproduktion. Lokale initiativer har behov for tid og rådgivning til at klare juridiske, finansielle og planlægningsmæssige udfordringer.

Der er brug for et holdningsskifte blandt politikere og embedsmænd, så de fokuserer på at opstille rammer, som hjælper borgere, lokale andelsselskaber og kommuner med omstillingen til forsyning fra vedvarende energikilder. Forhåbentligt vil KV17 være startskuddet til et sådan holdningsskifte i mange kommuner.

Forslag til lokale borgere, foreninger og kommunerne:

Under valgkampen kan kandidater og vælgere diskutere, hvordan:

  • Kommunen kan hjælpe lokale initiativer med vedvarende energi-anlæg og yde støtte til organisering af lokale andelsfællesskaber.
  • Borgerne får information om muligheder for fælles forbrugerejede anlæg.
  • Kommunen reserverer pladser til vindmøller og solcelleanlæg ejet af kommunen eller andre former for lokalt fælleseje.
  • Politikerne afkræves løfter om solvarme, varmelagre, varmepumper og hjælp til besparelser hos forbrugerne i kommuner, hvor der er kommunalt ejerskab af varmeforsyningen.
  • Alle kommunalt ansatte tilbydes et energispare- og solenergitjek af deres bolig.
  • Kommunale politikere kan lægge pres på landspolitikere for bedre vilkår for forbrugerejet og kommunalt ejet vedvarende energi.

Tilbage til NOAHs hjemmeside om kommunalvalget 2017

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!