Offentligt møde om lokal investering i vedvarende energi
Kom til offentligt møde med blandt andre Steen Gade (SF) onsdag d. 11. september kl. 19 i Kulturcentret på Poppelalle 12 i Taastrup. Her vil Vestegnens Vedvarende Elværk præsentere og debattere et lokalt initiativ, hvor borgere der ikke selv har et tag at lægge solceller på er gået sammen i et andelslaug omkring den gode tanke at investere i vedvarende energi.
Offentligt møde om lokal investering i vedvarende energi
NOAH arbejder for, at fremtidens energiforsyning bliver både miljømæssigt og socialt bæredygtig. Vi mener, at energiforsyningen bør baseres 100 % på vedvarende energikilder, som så vidt muligt ejes og styres af forbrugerne lokalt. Som led i vores arbejde deltager vi i et fælles europæisk projekt med Friends of the Earth Europe og en række andre partnere. Projektet hedder Community Power – i Danmark kalder vi det FællesEnergi.
I Danmark kræver det bedre vilkår for fællesejede anlæg til udnyttelse af vedvarende og fornyelige energikilder. Der er behov for fjernelse af lovgivningsmæssige barrierer ligesom vi har brug for attraktive økonomiske vilkår inklusive lånemuligheder og afregningsregler. NOAH arbejder for, at der bliver åbnet op for støtte til organisering af lokale andelsfællesskaber, og at der bliver skabt bedre information omkring mulighederne for fælles forbrugerejede anlæg.
Som en del af vores arbejde, samarbejder vi med andre danske organisationer, selskaber og institutioner, der kæmper for de samme mål. For eksempel Vestegnens Vedvarende Elværk, der blev oprettet i marts i år, for at de borgere der ikke selv har et tag at lægge solceller på kan være med til at understøtte en af de vedvarende energikilder, som alle giver udtryk for bliver mere og mere påtrængende.
Vestegnens Vedvarende Elværk holder offentligt møde onsdag 11. september kl. 19 i Kulturcentret på Poppelalle 12 i Taastrup med besøg af formanden for Folketingets Klima- og Energiudvalg Steen Gade (SF).
Om baggrunden siger foreningens formand, Johannes Thulesen:
- Alle der ytrer sig om solceller giver udtryk for at det er en god idé at gå sammen flere om at opsætte et solcelleanlæg. Alligevel oplever vi at det er vanskeligt. Boligselskaber må ikke udleje deres tag til os og sætter vi solcellerne på jorden kan vi ikke tjene penge på dem. Det har vist sig mere vanskeligt end som så at gå sammen i et andelslaug omkring den gode tanke at investere i den vedvarende energi. Det er det vi gerne vil drøfte med Steen Gade.
Alle interesserede opfordres til at møde op. Kender du til andre lignende initiativer eller ønsker du selv at sætte gang i og være med i aktiviteter, så kontakt projektleder Henning Bo Madsen fra NOAH Energi og Klima.
Kontakt: Henning Bo Madsen, tel. 51 26 03 68, hbm-tarm(at)live.dk