CO2 EU planlægger nye “motorveje” til el, gas … og CO2
Europa-Parlamentet og Rådet har fremlagt et forslag til en Forordning om en kommende energiinfrastruktur. Det vil fremme transport af billig el mellem nord og syd via kæmpestore el-net på bekostning af en omstilling til vedvarende energi baseret på lokale ressourcer. Samtidigt vil det betyde længere liv for kul-, olie- og gasindustrien og dermed mere CO2.
Den danske regering skal arbejde for, at EU’s prioriterede elmotorveje, oliekorridorer og grænseoverskridende net til transport af CO2 fjernes fra forordningen.
Europa-Parlamentet og Rådet har fremlagt et forslag til Forordning om »retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur«.
Det handler om, at Europa skal blive ét sammenhængende energisystem ved at strømline tilladelsesprocedurerne i de enkelte lande, lette reguleringen samt sikre gennemførelse af projekter gennem massiv finansiel EU-støtte.
EU forventes at afsætte yderligere cirka 68 milliarder kroner frem til 2020 til udbygning af el-net, gas-net, oliepipelines og – som noget helt nyt – et omfattende net for flydende CO2.
Billig transport af el over landegrænser og nord-syd via nye elmotorveje skal integrere a-kraft-el, kulkraft-el med sol-el i syd og vind-el i nord.
NOAH mener, at forslaget på flere områder peger i en helt forkert retning.
EU er mere optaget af at knytte landenes energisystemer sammen end at understøtte landene i en hurtig lokal/national omstilling til bæredygtig, vedvarende energi, for eksempel med krav om ambitiøse, bindende nationale energisparemål og vedtagelse af et højere fælles EU-mål om 40 procent CO2-reduktion til 2020.
Det er meget begrænset, hvad vi globalt kan tillade os at udlede af drivhusgasser fremover – kun i størrelsesordenen 830 gigaton CO2e (1) fra nu og frem til 2050. Og vi udleder globalt omkring 50 gigaton CO2e årligt nu. Det vil sige, der er ingen tid at spilde.
Der er behov for lande, der går foran og skaber dynamik og eksempler til hurtig efterfølgelse.
Hvis målet samtidig er en øget grad af forsyningssikkerhed, er en europæisk skala heller ikke den rette – tænk for eksempel på den aktuelle økonomiske krise med tilhørende ustabilitet og usikkerhed.
UKLOGT AT TILSLUTTE SIG
Det vil være uklogt at lægge dansk energiforsyningssikkerhed og klimapolitik i hænderne på en forventet udvikling af et fremtidigt EU-energisystem.
NOAH mener derfor, at den danske regering skal arbejde for, at EU’s prioriterede elmotorveje, oliekorridorer og grænseoverskridende net til transport af CO2 fjernes fra forordningen.
NOAH er ikke imod udveksling af el mellem nabolande, men udveksling og fjerntransport af el bør ikke være en forudsætning for en velfungerende energiforsyning.
En hurtig og målrettet realisering af et dansk vedvarende energisystem over de næste 20 år kan ske gennem vedtagelse af en dansk klimalov med tre-årlige drivhusgasbudgetter og tilhørende årlig rapportering.
Den skal forpligte regeringen og de relevante ministerier til at holde omstillingsprocessen på sporet gennem vedtagelse og implementering af de nødvendige politikker i de forskellige dele af samfundet.
Klimaloven med dens drivhusgasbudgetter vil give erhvervslivet vished om udviklingsretningen og dermed mod til at udvikle de nødvendige teknologier og den viden, der kan optimere et 100 procent vedvarende energisystem.
De erhvervede erfaringer og teknologier vil blive en efterspurgt vare globalt.
CO2-TRANSPORTNET
Forordningens forslag om prioritering af udviklingen af CCS (Carbon Capture and Storage: CO2-fangst og lagring i undergrunden) med et tilhørende CO2-transportnet – i 2050 på størrelse med det nuværende naturgasnet – er efter NOAH’s mening en helt forkert udvikling.
Det sender et signal om, at man fortsat vil satse på fossil energi frem for energibesparelser, energieffektiviseringer og vedvarende energi.
Selv med de enorme investeringer som CCS inklu-siv CO2-transportnet vil kræve, forventer Kommissionen kun, at 272 Megaton vil blive opsamlet og transporteret i 2030.
Det svarer til drivhusgasreduktioner på under seks procent af de nuværende udledninger.
CO2-transportnetværket forventes i 2050 at nå op på 8800 kilometers længde – det vil sige samme omfang som det nuværende naturgassystem.
NOAH mener, at dette er en syg vision, der slet ikke giver mening, når Europa af hensyn til det globale drivhusgasbudget allerede i pe-rioden 2030-2050 helt skal have udfaset de fossile brændsler.
(1) CO2e er CO2-ækvivalenter, det vil sige, at man regner effekten af alle drivhusgasser om til CO2