Modvækst Den store omstilling kræver en gentænkning af frihedsbegrebet

Af Marie Holt Richter, NOAH Modvækst

Kronik bragt i Information 7. januar 2017

Køb bogen "Livet efter væksten - samfundsvisioner i en omstillingstid"

Fortalere for en bæredygtig omstilling kæmper en hård kamp. Blandt andet fordi projektet indebærer, at vi begrænser vores forbrug af jordens ressourcer – hvilket i sidste ende vil gøre indhug i den individuelle frihed, som vi kender den.

Og at pille ved den kan sætte en pind i hvilket som helst hjul. Men vores frihedsbegreb har medført en slags grænseløshedens kultur. Vi ser det i den finansielle ustabilitet; vores tæren på naturens og menneskets ressourcer; den globale – og interne – konkurrence; vores krav til hinanden og vores egen succes. Så verdens tilstand fordrer, at vi tager en diskussion om frihed og grænser. Og vi må gøre det på en måde, der ikke bliver slået i hartkorn med østblok og andre totalitære regimer, men som fejrer den individuelle integritet lige så vel som enhver liberalist.

Hvis frihed?

Pt. lader det til at være de borgerlige partier, der står som beskyttere af den individuelle frihed. Og vi kan da også tilskrive liberalismen mange af de rettigheder og privilegier, vi nyder som borgere i dag. På den anden side rummer liberalismen jo også den kapitalistiske logik, som ser ud til at have sejret i en sådan grad, at vi er blevet blinde for den.

Vi – og vores frihedsbegreb – lever i en tid, hvor markedets logik har bredt sig ud til alle områder af samfundet og menneskelivet. Hvor staten ikke længere søges opløst, men nu berettiger sin eksistens ved at optimere de institutionelle og kulturelle rammer for kapitalens fri bevægelighed. Hvor vi er gået fra en tilpasning af økonomien til menneskers behov til en tilpasning af mennesker til markedets behov. Vores frihedsbegreb løsriver os fra fællesskabet og de naturgivne begrænsninger. Det individualiserer lykke og ansvar, og friheden afgøres af, hvor mange penge du har.

F.eks. er det den liberale politik, der har fået boligpriserne til at eksplodere og det sociale sikkerhedsnet til at revne, så vi tvinges ud i gældsættelse, forøget arbejdspres, og i sidste ende et bestemt karriere- og livsvalg. Grundlæggende tvinges vi til at prioritere økonomisk udbytte og underordne alle andre værdier og drømme dette mål.

Vi får at vide, at vi må tænke, som vi vil, mens vi invaderes som aldrig før af budskaber om, hvordan vi lever det rigtige liv, hvordan vi skal se ud, og hvad vi skal stræbe efter – alt sammen noget, der nødvendiggør penge. Dette er en frihed på markedets vilkår.

Frihed fra begrænsninger

Liberalismens frihedsideal er grundlæggende en frihed fra, nemlig fra andres, især statens, begrænsninger af din frihed, og det er stadig de såkaldt liberale partiers projekt. Men det lader til, at de på magisk vis overser den enorme magt og undertrykkende effekt, som markedet har på vores liv og vores muligheder for at skabe bæredygtige liv og samfund.

Staten skal beskytte os mod hinanden, og liberalismen skal beskytte os mod staten. Men hvem beskytter mennesker og vores miljø mod børsspekulanter, multinationale selskaber og deres lobbyister og advokater?

Under markedets regime har vi ingen frihed til at fravælge pesticider eller GMO. Og endnu mindre har miljøet, folk i det globale syd eller fremtidige generationers mulighed for at sige fra eller til. Bønderne kan ikke længere gøre oprør mod herremanden, for han har outsourcet produktionen og er blevet usynlig for sit folk.

Dette er den neoliberale tidsalder. Mens liberalismen traditionelt lagde ansvaret på civilsamfundet, og samfundssind var en dyd, så lægges ansvaret i dag på individet, og friheden er blevet et tveægget sværd, der fratager os muligheden for at pege på de strukturelle skævheder i samfundet og gøre op med dem. Vi tror, vi er frie, men vi har mistet evnen til at tænke os andre mulige samfund og økonomiske strukturer.

Vi har ikke længere brug for familiens eller landsbyens fællesskab, men er dybt afhængige af en pengeøkonomi, vi ikke har en chance for at styre, endsige overskue.

Vi forsøger i stedet at hævde vores magt som forbrugere, men møder kun etiske dilemmaer og vores egen begrænsede viden ved køledisken. Når vi tror, at såvel vores eget liv som verdens trivsel alene afhænger af vores individuelle valg som forbrugere og vores personlige handlinger og evne til at få tingene til at hænge sammen, så brænder vi sammen. Eller dropper idealerne.

Frihedens fællesskab

Hvad kan frihed så være?

For det første kan vi følge liberalismens ’frihed fra’. Frihed fra alskens reklamer og fra det konstante pres for succes. Frihed fra den indædte konkurrence, det øgede arbejdspres og den tiltagende kontrol og standardisering.

Men vi kan også tale om en positiv ’frihed til’, som vi kan finde, når vi går væk fra det kommercialiserede, økonomiserede liv. Friheden til at bruge sine livskræfter på andet end at tjene penge til banken. Til at prioritere etik, menneskelig udvikling og samfundsnytte over indkomst – og til at vælge bæredygtige løsninger. Problemet med disse friheder er, at de er svære at opnå alene.

Så her kommer vi til fællesskabet – noget vi ofte stiller i modsætning til frihed. Måske fordi fællesskab uundgåeligt indebærer forpligtelser, ansvar og begrænsning af den individuelle frihed. Måske fordi de folkelige fællesskaber har mistet deres legitimitet eller bare er smuldret. Men her har vi brug for at huske, at ’frihed’ hænger sammen med ’lighed og broderskab’. Og at der er pengemagt, og så er der folkemagt. Folkemagt som i, at vi i kraft af fællesskabet magter at skabe alternativer for os selv og måske rykke ved tingenes tilstand.

Og når man læser om de nye fællesskaber, der i øjeblikket popper op alle steder; fødevarefællesskaberne, Samsø Energiakademi eller leve- og bofællesskaber, så ser man mennesker, som gennem afgivelse af en bid frihed, tid og ressourcer har fundet en større frihed. Friheden til at vælge lokale, sunde og giftfri fødevarer; friheden til at blive på deres elskede ø trods alle samfundsøkonomiske udkantsodds; friheden til at skabe tilværelser med mindre forbrug og mere tid – og til at være en del af løsningen i stedet for en del af problemet.

Det er uvist, om disse fællesskaber og deres løsninger vil bryde igennem på makroniveau. Men det er her, i de konkrete, sted- og livsnære fællesskaber, at vi har indflydelse – ikke på den globale arena. Det er her, vi kan gøre noget ved vores bekymringer. Og måske har vores ambition og egeninteresse i virkeligheden det også bedre i selskab med et større fælles bedste og ved, at man forpligter sig på en sag. At give til andre er reelt en manifestation af overskud. Rigdom. Kun at sørge for sig selv uddyber en kultur af fattigdom og mangel.

Det første skridt mod frihed er at forstå, hvem og hvad der definerer din frihed. Hvis vi skal have frihed til at skabe en bæredygtig omstilling, betyder det først og fremmest et opgør med det neoliberalistiske frihedsbegreb og de rammer, det sætter for vores mulighed for at værne om jorden og os selv. Og måske er fællesskaberne et godt sted at begynde. Måske er folkemagten værd at vende tilbage til.