mosaik
Friends of the Earths ”KLIMA-MOSAIK”

Klimatopmøde Billedmosaik sender klar besked til FN mødet om klimapolitik

Hundreder af klimabudskaber fra danskere indgår i en stor billedvæg udenfor FN´s klimakonference i Montreal

2. december 2005 · Kl. 13:22 Pressemeddelelse

Mens repræsentanter for verdens regeringer forhandler om, hvordan man vil tackle den globale opvarmning, har Friends of the Earth bygget en 50 meter lang og 4 meter høj ”KLIMA-MOSAIK” udenfor bygningen. Mosaikvæggen består af håndmalede budskaber fra tusindvis af borgere fra hele verden.

I Danmark har miljøorganisationen NOAH fået malet over 300 billeder på gaden og på skoler. Disse klimabudskaber kan nu ses sammen med ca. 3000 andre malede klimabudskaber i Montreal.

Henning Bo Madsen, klimatalsmand for NOAH-Friends of the Earth Denmark udtaler:

”De farverige budskaber fra tusinder af mennesker er en demonstration af, at mange almindelige mennesker verden over ønsker reel handling fra regeringerne.”

Miljøorganisationer fra hele verden står sammen om at kræve, at regeringerne tager de nødvendige skridt til at gennemføre målsætningerne i Kyoto Protokollen, der løber til 2012. For perioden derefter er der allerede nu behov for at få vedtaget yderligere videnskabeligt baserede målsætninger, der kan forhindre farlige klimaforandringer. For at begrænse konsekvenserne af de menneskeskabte klimaændringer, er det nødvendigt at nedskære udledningerne af drivhusgasser i de industrialiserede lande med 30 pct. i 2020 og 80 pct. i 2050 sammenlignet med 1990.

NOAHs talsmand siger:

”Det er både teknisk og økonomisk muligt, at gennemføre de nødvendige reduktioner af udledningerne. Men det kræver store politiske beslutninger og fremsynede investeringer. Politikerne må fastlægge rammer for at industri og forbrugere kan handle mere fornuftigt.”

”Der skal først og fremmest besluttes konkrete mål og tidsfrister for reduktioner. Og så må politikerne flytte de statslige støttemidler fra fossile brændsler og atomkraft til energibesparelser og vedvarende energi.”

”Den danske regering og Folketingets flertal må tage sig sammen og arbejde aktivt for at nedbringe udledning af drivhusgasser i Danmark i stedet for at satse på køb af forureningskvoter i udlandet. Det vil være en klar fordel for den del af den danske industri, som producerer energibesparende produkter og anlæg til vedvarende energi. Og det vil være en fordel for alle erhverv og private forbrugere at få mindsket det store spild af energi.”

NOAH's og Friends of the Earth's krav, som bl.a. handler om CO2-gæld, global lighed og mål, udviklingsrettigheder, CO2-sinks, CDM og CO2-handel m.m., kan læses her.

Flere oplysninger om NOAHs og Friends of the Earth´s aktioner og holdninger.



Henning Bo Madsen, tlf. 5126 0368

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!