COP15 De rige lande tørrer ansvaret af på ulandene

COP15 hænger i en tynd tråd. Men manglen på fremskridt skyldes de rige lande, der tørrer ansvaret af på ulandene, mener NOAH Friends of the Earth Denmark

18. december 2009 · Kl. 12:31 Nyhed

Danmark og USA peger fingre af ulandene og beskylder dem for at bremse forhandlingerne. Men ulandene bremser ikke forhandlingerne. De kræver blot, at de industrialiserede lande lever op til FN’s Klimakonvention fra 1992.

De industrialiserede lande - inklusive USA - har en meget spinkel mulighed for at overraske verden og levere en stærk og retfærdig aftale, nu hvor forhandlingerne har nået højeste niveau. Men det kræver, at lederne fra de rige lande lever op til deres historiske ansvar.

Palle Bendsen fra NOAH forklarer: ”Ulandene er ikke problemet her. De kræver blot, at de rige lande skal respektere de forpligtelser, de for længe siden har påtaget sig i forhold til at forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Man skal huske på, at det er ulandene, der bliver allerhårdest ramt af de konsekvenser, som klimaforandringerne allerede nu fører til. Det værste vil være en svag aftale med lang levetid og forkerte mål og virkemidler.”

Industrilandene skal forpligte sig til mindst 40 % reduktioner inden 2020 uden brug af afladskøb. Stockholm Environment Institute (SEI) har netop offentliggjort en rapport* udarbejdet sammen med Friends of the Earth Europe, som viser, at det kan lade sig gøre for EU. Oveni indsatsen på hjemmebane, anslår SEI, at EU gradvis skal øge finansieringen til klimatilpasning og CO2-reduktioner i udviklingslandene, så den i 2020 kommer op på et beløb på mellem 150 og 450 milliarder EUR om året (beløbet vil afhænge af CO2 kvoteprisen).

* se www.klima-sos.dk

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!