Grøn Taksonomi Det grønne stempel til fossilgas svækker vores tillid til regeringen

EU’s grønne taksonomi skulle have været en af grundstenene i et opgør med tidens tendens til greenwashing og en del af fundamentet i vejen mod et klimaneutralt Europa. I stedet endte det med det stik modsatte, da atomkraft og fossilgas blev anerkendt som grønne investeringer.

I takt med at de katastrofale følger af klimaforandringerne bliver sværere og sværere at ignorere, er de begyndt at fylde mere i EU's politik, og for at omstille økonomien til en bæredygtig økonomisk model, blev EU’s Green Deal lanceret i december 2019 som en ny vækststrategi, der med EU’s egne ord ”...sigter mod at omstille EU til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der i 2050 ikke længere er nogen nettoemissioner af drivhusgasser, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen.”

EU’s Green Deal er ikke et lovgrundlag i sig selv, men mere en slags køreplan der vil udløse massevis af nye forordninger og direktiver samt revisioner af eksisterende love.

Den grønne aftale dækker ikke mindre end alle sektorer af økonomien, inklusive transport, energi, landbrug, bygninger samt industri. En af de vigtigste elementer i Green Deal er den europæiske klimalov, der fastslår, at  EU’s økonomi og samfund skal være klimaneutralt i 2050 med et delmål om at reducere netto drivhusgasudledningerne med mindst 55 % inden 2030 sammenlignet med 1990-niveauet.

Efterhånden som klimaloven træder i kraft, vil der blive lagt stigende pres på de 27 medlemslande for at føre reduktionerne ud i livet, hvilket kan føre til problemer i hovedstæder rundt om i Europa. Og det bliver dyrt. Midlerne skal bl.a. mobiliseres via European Green Deal Investment Plan (EGDIP), som er investeringsarmen af Green Deal, og som har følgende tre formål:

• rejse mindst 1000 milliarder euro til støtte for bæredygtige investeringer i løbet af det næste årti gennem EU-budgettet og tilknyttede instrumenter, især InvestEU
• skabe en ramme for private investorer og den offentlige sektor, der kan fremme bæredygtige investeringer.
• støtte offentlige myndigheder og projektledere i at identificere, strukturere og gennemføre bæredygtige projekter.

SEIP består af to primære finansieringsstrømme. Over halvdelen af budgettet, 528 milliarder euro, vil komme direkte fra EU-budgettet og EU's emissionshandelssystem (ETS) og resten skal komme fra InvestEU-programmet, som kombinerer 279 milliarder euro fra den offentlige og den private sektor frem til 2030 og 114 milliarder euro fra national medfinansiering.

EU’s grønne taksonomi

Når nu EU har besluttet, at der skal investeres 1000 milliarder euro i bæredygtige tiltag, er det selvfølgelig rart at vide en ting: Hvad er en bæredygtig investering i det hele taget?

EU-Kommissionen fik således til ansvar at udforme EU's Grønne Taksonomi for at skabe et fælles klassifikationssystem for, hvad der kan kaldes for bæredygtige økonomiske aktiviteter. Ifølge EU selv har der ikke tidligere været nogen klar definition af, hvad der er grøn, bæredygtig eller miljøvenlig økonomisk aktivitet, og taksonomien “... skaber en klar ramme for begrebet bæredygtighed, der præcist definerer, hvornår en virksomhed opererer bæredygtigt eller miljøvenligt.”

Taksonomien har fokus på følgende seks miljømål: begrænse klimaforandringer (reducere udledninger), klimatilpasning, bæredygtig brug og beskyttelse af vand og marine ressourcer, overgang til cirkulær økonomi, forebyggelse og kontrol af forurening samt beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer

For at blive klassificeret som en miljømæssigt bæredygtig investering er der fire overordnede betingelser, en økonomisk aktivitet skal opfylde:

1. Den skal bidrager væsentligt til et eller flere af de seks miljømål

2. Den skal overholde nogle sociale minimumsstandarder (OECD’s retningslinjer og FN’s principper for Menneskerettigheder og Erhverv)

3. Må ikke skade miljøet væsentligt (Do No Significant Harm)

4. Den skal overholde nogle tekniske screeningskriterier oplistet i delegerede forordninger

Det er også vigtigt at forstå, hvad EU’s grønne taksonomi ikke er. EU-taksonomien er ikke en obligatorisk liste for investorer at investere i. Den stiller ikke obligatoriske krav til miljøpræstationer for virksomheder eller til finansielle produkter. Investorerne kan frit vælge, hvad de vil investere i, så længe de ikke gør noget ulovligt. 

Den skal mere ses som en vejledning, hvor virksomheder kan bruge taksonomiens klassificering til at synliggøre og kommunikere om deres bæredygtige tiltag, mens investorer kan bruge taksonomien til at finde virksomheder at investere i, som kan dokumentere, at de arbejder med bæredygtighed og beskytter imod greenwashing. 

Tanken er, at disse virksomheder skiller sig positivt ud sammenlignet med deres konkurrenter og derfor bør nyde godt af flere investeringer. Derved har lovgivningen til formål at belønne og fremme miljøvenlig forretningspraksis og teknologier, som så i teorien vil fremme overgangen til bæredygtighed for at nå EU's klima- og miljømål. Den grønne taksonomi trådte i kraft 12. juli 2020, efter at EU-parlamentet havde godkendt forslaget.

Det store selvmål

Det lyder jo alt sammen meget godt, så hvordan endte det i en situation hvor Greta Thunberg kalder taksonomien for “fake climate action” og hvor fossilgas endte med at blive grøn?

Da taksonomien trådte i kraft, var den ikke helt færdig. De tekniske screeningskriterier (punkt 4 i ovenstående afsnit), der definerer hvilke aktiviteter, der kan klassificeres som bæredygtige, var ikke klar. Det er EU-kommissionen, der løbende har ansvaret for at udforme disse meget vigtige detaljer igennem de såkaldte delegerede forordninger, som er en form for sekundær lovgivning, der ikke er underlagt samme grad af ministeriel og parlamentarisk oversyn. Det betyder, at Kommissionen har beføjelse til at formulere og vedtage udenom Europa-Parlamentet og Rådet. De bruges til at præcisere og eventuelt ændre de tekniske detaljer i en forordning eller et direktiv, så politikerne kan fokusere på de øvrige retsakters overordnede politiske retning.

Og så opstod problemerne. 

For hvert af de seks miljømål skal der udarbejdes særskilte screeningskriterier. De første, der blev udarbejdet, omhandlede målene omkring forebyggelse af klimaforandringer samt klimatilpasning. Efter en lang betænkningstid frigav Kommissionen udkastet til kriterierne nytårsaftensdag 2021, kun timer inden deadline, hvoraf det fremgik, at fossilgas og atomkraft, under en række betingelser, kunne anerkendes som “grønne” investeringer, og i februar blev det så officielt kommissionens position. 

Grunden til dette skyldes primært et politisk spil mellem EU’s to tungeste spillere, Frankrig og Tyskland. Da krigen i Ukraine fik energipriserne til at stige, var Frankrig hurtige til at gribe muligheden for at fremme deres erhvervsinteresser ved at kræve, at atomkraft skulle inkluderes i taksonomien. Og så rullede den beskidte bold. For at få tyskerne med på atomkraft, lovede Frankrig at støtte det tyske forslag om også at inkludere fossilgas. Tyskerne havde nemlig brug for gassen til at erstatte atomkraft i deres centraliserede energisystem, nu hvor landet har besluttet at afvikle atomkraft.

I en periode med ekstraordinære mange møder mellem EU-Kommissionen og olie- og gasindustrien overtog Kommissionen således fuldstændig olie- og gaslobbyens argumenter om, at fossilgas er en overgangsløsning, og inkluderede fossilgas på baggrund af taksonomiforordningens artikel 10, stk. 2, som omhandler overgangsaktiviteter, altså aktiviteter der endnu ikke kan erstattes af teknologisk og økonomisk gennemførlige kulstoffattige alternativer, men som bidrager til at modvirke klimaforandringer og har potentiale til at spille en vigtig rolle i omstillingen til en klimaneutral økonomi.

Atomkraft blev ligeledes klassificeret som en overgangsløsning på trods af den ekstremt lange periode, der går fra de indledende faser, til et værk rent faktisk er færdigt, og på trods af at det er yderst tvivlsomt, om et atomkraftværk kan leve op en af de fire overordnede betingelser, nemlig princippet om ikke at skade miljøet. 

For at en investering i fossilgas kan kvalificeres under den grønne taksonomi, blev der fastsat en række krav, som investeringsobjekterne skal overholde. Blandt andet skal vugge-til-grav-drivhusgasemissionerne fra gasformige brændstoffer være lavere end 100 g CO2e/kWh (CCS kan benyttes til at komme under det mål). Og for anlæg hvor byggetilladelsen er udstedt senest den 31. december 2030, skal de direkte drivhusgasemissioner fra aktiviteten være lavere end 270 g CO2e/kWh af den producerede energi og anlægget skal være udformet og opført med henblik på anvendelse af “vedvarende” og/eller “kulstoffattige” gasformige brændstoffer, med en deadline på  omstilling til fuld udnyttelse af disse brændstoffer senest den 31. december 2035.

Danmarks kovending

Sammen med andre mindre EU-lande herunder bl.a. Luxembourg og Østrig er Danmark på det her tidspunkt modstandere af, at atomkraft og fossilgas inkluderes i taksonomien, og landene meldte ud, at de vil sagsøge Kommissionen ved EU-domstolen.

Der var stadig mulighed for at stoppe den såkaldte delegerede retsakt, men det krævede 65 procents flertal fra mindst 20 lande i Det Europæiske Råd eller et absolut flertal (50 procent) blandt de 705 EU-parlamentarikere.

Til Altinget udtalte daværende klimaminister Dan Jørgensen, at "Hverken atomkraft eller fossilgas bør blive kaldt grønne på linje med vedvarende energi, og vi sender et helt forkert signal til investorerne og fremmer investeringer i teknologier, som er problematiske for både klima og miljø". Han ville dog ikke svare på, om Danmark ville tilslutte sig søgsmålet, men han satte sin lid til, at EU-Parlamentet stemte forslaget ned.

Det håb bliver dog skudt ned i juli 2022, da Parlamentet stemmer imod en blokering af forslaget, med hjælp fra blandt andet danske EU-Parlamentarikere fra Konservative og Venstre, hvilket medfører at Østrig lægger sag an i oktober 2022, og Greenpeace gør det samme. I Danmark var der gang i valgkampen, og Klimaministeriet meldte derfor ud, at den nye regering ville beslutte, om Danmark skulle tilslutte sig søgsmålet. 

I april 2023 meldte klimaministeriet så ud, at den nye SMV-regering  “...har besluttet ikke at intervenere i Østrigs søgsmål." Den nye klimaminister begrundede beslutningen med, at der ikke var flertal for at ekskludere fossilgas og atomkraft i hverken Europarådet eller i Kommissionen, samt at der er behov for at udvise et stærkt sammenhold i EU i den nuværende situation.

Hvad er problemet?

Det er svært at sige præcis, hvilke effekter EU's grønne taksonomi vil have på Danmarks og EU's energiforsyning, og dermed klimaet, i fremtiden.

Men at kalde ny fossil infrastruktur “bæredygtig” på nuværende tidspunkt midt i den accelererende klimakrise er bestemt hverken korrekt eller vejen frem. Nye investeringer i fossilgasinfrastruktur vil låse Europa fast i brugen af fossile brændstoffer i årtier, lang tid efter at EU skal være klimaneutrale i 2050. Også selvom infrastrukturen skal benyttes til såkaldte “vedvarende” og “kulstoffattige” gasser, som i Danmarks tilfælde kan være biogas og brint. Ingen af disse gasser kan regnes for klimaneutrale i de mængder, der skal til for at udnytte den nuværende eller kommende infrastruktur.

Kommissionen antog også fejlagtigt, at der ikke findes "teknologisk og økonomisk gennemførlige kulstoffattige alternativer". Disse alternativer findes i form af modne, billige vedvarende teknologier, og inddragelsen af fossilgas i taksonomien vil trække investeringerne væk fra vedvarende energi og dermed hæmme deres udvikling.

Og så handler det om tillid. Hvordan kan man på nogen måde efterhånden have tillid til, at Danmarks regering tager klimakrisen alvorligt, når den gang på gang siger et og gør noget andet? Og hvordan kan man bevare tilliden til det finansielle system, hvis ens pensionskasse siger, at de investerer bæredygtigt efter EU’s principper, når det kan føre til investeringer i fossile brændstoffer?

Hvis vi vil den grønne omstilling, må vi gøre det selv. Vi må arbejde for reelt lokalt demokrati og løsninger, hvor magtfulde lande og firmaer ikke tager alle beslutninger for os. Og så må vi arbejde for modvækst frem for “grøn” vækst baseret på falske klimaløsninger. Mindre kan ikke gøre det.