Aflad Flypassagerer køber heldigvis ikke CO2-kvoter

Hvem vil betale 20 kroner for at flyve lidt grønnere? Det er der kun en ud af 100, der vil. ”Heldigvis” siger Palle Bendsen, klimatalsmand for NOAH Friends of the Earth Denmark.

4. maj 2010 · Kl. 12:37 Nyhed

DR.dk skriver 29. april, at flypassagerer det seneste par år har haft muligheden for at flyve med ren samvittighed for en 20'er.

”At købe CO2-kvoter er det nærmeste, vi i det moderne samfund kommer på at købe aflad. Og lige som afladskøb er det et kæmpe fupnummer,” fortsætter Palle Bendsen.

Flyets CO2-udledning forsvinder ikke ved den form for trylleri. Køb af CO2-kvoter har intet med reduktion af klimapåvirkning at gøre. Det har to andre funktioner: Det fjerner motivet til at nedsætte ens egen CO2-udledning – og det kan give god samvittighed, men på et falsk grundlag.

”NOAH har altid været modstander af kvotehandel, men den form, som SAS praktiserer, er den mest udspekulerede og den mest amoralske. På engelsk kaldes det offsetting, på dansk dækker ordet afladskøb ret godt,” siger Palle Bendsen, ”derfor er det faktisk bedre, at flypassagererne ikke gør brug af SAS’ tilbud, da det vil cementere en ordning, som kun tjener til at lette presset på de rige overalt – og de rige lande i særdeleshed.”

Martin Porsgaard, der er miljøchef for SAS, udtalte til Radioavisen, at det var i overkanten at betale 20 kr. for at købe sig fra sin CO2-påvirkning for en indenlandsk rejse i Danmark, men nok i underkanten for en lang rejse i Europa.

Flyrejser, der for de flestes vedkommende allerede er kriminelt billige, kan ikke renses for deres påvirkning på klimaet ved at købe kvoter, men det ville selvfølgelig grønvaske flyselskabernes billede i offentligheden – hvis ordningen blev brugt – og gøre det muligt for den at fortsætte sin forretning uden forstyrrelser.

DR skriver også, at luftfarten i EU fra 2012 skal købe CO2-kvoter, og at ”de fleste analyser peger på, at vi vil flyve oftere i fremtiden.”

I forbindelse med flyvning er 20 kr. pr. rejse så lille et beløb, at det hverken vil gøre fra eller til med hensyn til at hæmme flyvelysten. Men det er netop det, der er pointen ved kvotekøb: de gør ingen forskel.

www.fly-rejser.net kan man beregne klimapåvirkningen for en flyrejse.

----------------------------

NOAH Energi og Klima

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!