Klima Japanfinte i klimafinansiering
Japan støtter kulkraft med klimapenge
Foto: Luca Tomac
Klimaforhandlingerne i Lima er nu for alvor i gang. Og det er sket med en skandale. Tirsdag blev det nemlig afsløret, at Japan har investeret i et indonesisk kulkraftværk med midler øremærket til klimafinansiering.
Japan er en af de "største" bidragsydere til mekanismen for klimafinansiering, der skal støtte udviklingslande i kampen mod klimaforandringer. ("Største" i anførselstegn, for selv mellem lilleputter er der nogen, der er størst. Den Grønne Klimafond er i dag på mindre end 10 mia. US dollars
Japan har for nyligt lovet at bidrage med 1.5 milliarder USD til Den Grønne Klimafond. Desværre er der stor risiko for, at disse penge kan gå til at forværre klimakrisen. Japan har investeret omkring 1 milliard USD i det indonesiske kulkraftværk Cirebon med midler afsat til klimafinansiering. Deres forklaring er, at det nye kulkraftværk er mindre forurenende end det eksisterende.
“Det er et absurd eksempel på, hvor langt nogle lande vil gå for at omgå hensigterne med klimafinansiering – at erstatte kulkraft med kulkraft giver ingen mening. Det hjælper ikke noget, at det er ny og en lidt bedre teknologi, der tages i brug,” siger Palle Bendsen, klimarådgiver ved NOAH Friends of the Earth Denmark. ”Et nyt kulkraftværk cementerer en stor CO2-udledning mange årtier frem, når økonomien tages i betragtning.”
Afsløringen af ’det japanske trick’ kom på 2. dagen af de årlige FN-klimaforhandlinger. Det udløste onsdag demonstrationer med Friends of the Earth International og andre civilsamfundsorganisationer og –netværk.
Et af de store problemer med klimafinansieringen er, at der er meget vage retningslinjer for, hvad der kan tælle med under betegnelsen, hvilket Japans finansiering af kulkraft tydeligt illustrerer.
Klimaretfærdighed
En særlig bekymring er, at de rigeste lande tilsyneladende igen ønsker at løbe fra deres løfter til de fattigste lande om støtte i kampen mod klimaændringer.
De rigeste lande går efter en klimaaftale i Paris, hvor kun reduktioner af udledninger indgår, mens konkrete løfter om klimafinansiering til lande i Syd placeres i et ikke-bindende og ikke forpligtende non-paper.
Kontakt i Lima: NOAH Friends of the Earth Denmark: Thomas Jazrawi - thomasja7(at)gmail.com
Kontakt i Lima: Friends of the Earth International: Asad Rehman - asad.rehman(at)foe.co.uk
Kontakt vedr. denne pressemeddelelse: Palle Bendsen, tlf. 30 13 76 95; pnb(at)mail.dk