Klimatopmøde NOAH's og Friends of the Earth's krav og mål til klimaforhandlingerne i Montreal

Nye mål og status over indsatsen

1. Industrilandene skal vedtage størst mulige reduktioner i udledningen af drivhusgasser og så hurtigt som muligt således at den globale middeltemperatur højst stiger 2 grader over førindustrielt niveau i dette århundrede. Dette er det ultimative mål.

2. Regeringerne skal vedtage langsigtede globale reduktionsmål på 30% inden 2020 og 80% inden 2050.

3. Snarest iværksætte udarbejdelsen af den planlagte redegørelse over de enkelte landes foreløbige indsats både i forhold til Klimakonventionen og i forhold til Kyoto Protokollen der løber til og med 2012.

4. På baggrund af ovennævnte redegørelse skal regeringerne inden 2008 vedtage nye initiativer for perioden efter 2012. Initiativerne skal sikre, at udviklingslandene kan udvikles socialt og miljømæssigt bæredygtigt samtidig med at økonomien decarboniseres. Tilsvarende for I-landene, inkl. USA, skal der vedtages nye bindende kvantificerbare og absolutte reduktionsmålsætninger med en veldefineret mekanisme for at forpligtelserne også kan komme til at omfatte de store udledere af drivhusgasser i udviklingslandene.

Lighed og ret til udvikling

Regeringerne skal vedtage en mekanisme for, hvordan økonomierne I udviklingslandene kan decarboniseres:

1. Udviklingslandene skal forpligte sig til målsætninger for decarbonisering gennem øget energiintensitet.

2. Industrilandene skal sikre den finansielle og tekniske hjælp til at decarboniseringsmålene kan opfyldes i udviklingslandene.

3. Der skal ske et skift i de multilaterale og bilaterale finansielle institutioners udlånspolitikker i retning af udlån til energibesparelser, vedvarende energi og øget energieffektivitet. Der skal ske en udfasning af støtten til eksportrettede projekter der har med fossile brændsler at gøre.

Tilpasning

1. De rige lande skal sikre en øjeblikkelig finansiering til forebyggende initiativer i de lande der er mest sårbare overfor klimaforandringerne. Det drejer sig først og fremmest om de lande der har udarbejdet nationale handlingsplaner for tilpasning (NAPA) under Klimakonventionen.

2. Gøre finansieringen til tilpasning under Klimakonventionen bindende for derved at få en mekanisme der gør drivhusgasforurenerne ansvarlige for de konsekvenser forureningen medfører.

3. Få vedtaget en definition af hvad en klimaflygtning (miljøflygtning) er f.eks. I regi af FN´s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) for derigennem at kunne holde de forurenende lande ansvarlige for flygtningenes forhold.

Carbon sinks

1. Ingen monokultur- og carbon sink projekter under CDM. Dette gælder også projekter der ved forskellige tekniske fix forsøger at flytte rundt med CO2 fra afbrændingen af fossile brændsler f.eks. Carbon Capture and Storage (CCS) CO2-fjernelse og lagring af CO2 fra kulkraftværker.

2. Ingen forbindelse mellem EU´s CO2-handelsordning (European Emissions Trading Scheme, EU ETS) og CDM.

CDM

Få operationaliseret bæredygtighedskriterierne der ifølge Marrakech-beslutningerne skal gælde for projekter i udviklingslande der er vært for CDM projekter. Indtil videre gælder at:

1. Monokultur plantager må ikke indgå

2. Ingen a-kraftteknologi under CDM

Handel med CO2-udledninger

1. Begrænse CO2-handelsordningen til kun at gælde under Kyoto Protokollen og beslutte en reduktion af udledningsloftet for perioden efter 2012. Fastsættelsen af loftet skal tage udgangspunkt i et globalt lighedsprincip der tillader alle på jorden en lige andel af den samlede tilladelige udledning. Dette udelukker f.eks. kvotetildeling via grandfathering-princippet.

2. Sikre at den nationale og regionale CO2-handel sker med udgangspunkt i større nedskæringer (lavere loft) og at kvoteallokeringen til de omfattede sektorer sker på retfærdig vis og efter ovennævnte lighedsprincip og uden kobling til CDM- og JI-kreditter.

CO2-gæld og Klima-gæld

I modsætning til udviklingslandenes økonomiske gæld til I-landene har I-landene en CO2-gæld at betale udviklingslandene. I-landene er ansvarlige for ophobningen af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren og afskærer derved udviklingslandene for den samme udviklingsmulighed med billig fossil energi som de selv har haft. I-landene bør vedkende sig dette ansvar og anerkende begreberne CO2-gæld og Klima-gæld med udgangspunkt i følgende:

1. Regeringerne skal anerkende det globale lighedsprincip i forbindelse med brug af det miljømæssige CO2- råderum og fastlæggelse af udledningsrettigheder.

2. Regeringerne skal anerkende såvel de historiske som nuværende ansvar for udledningerne som CO2-gæld eller Klima-gæld forstået som ubetalt overudnyttelse af det fælles gode som klimasystemet er. Negative klimaeffekter og skader må inkluderes i begrebet klima-gæld. Mht. de historiske og nuværende ansvar er de til dels anerkendt i form af princippet om fælles men differentierede ansvar under Klimakonventionen. Regeringerne må også anerkende principperne om ansvarlighed om kompensation vel vidende at den sande omkostning aldrig kan gøres op i penge, og etablere en international Klima Gælds Fond (Climate Debt Funds) (CDF).

3. Der skal ske et skift i de multilaterale og bilaterale finansielle institutioners udlånspolitikker i retning af udlån til energibesparelser, vedvarende energi og øget energieffektivitet. Der skal ske en udfasning af støtten til eksportrettede projekter der har med fossile brændsler at gøre. CDF(s) skal bruges til at yde lån med en udlånsrente tæt på nul til projekter vedr. energibesparelser, vedvarende energi og øget energieffektivitet.

4. Udviklingslandene skal forpligte sig til målsætninger for decarbonisering gennem øget energiintensitet finansieret af CDF(s).

Industrilandene skal sikre den finansielle og tekniske hjælp til at decarboniseringsmålene kan opfyldes i udviklingslandene.