Handel TTIP-kritik taget som gidsel

Den store brist ligger i, at dem der kritiserer denne modstand, er dem der har skabt årsagerne til, at autoritære kræfter og højrepopulisme vinder frem. De har været med til at udforme de politikker, der fører til klimaforandringer og ulighed gennem udemokratiske institutioner. Udfordringer som hverken de neoliberale eller højrepopulisterme har et seriøst bud på. Og som TTIP og CETA heller ikke vil løse, men i stedet forværre. En reform af handelspolitikken kunne være med til at skabe den økonomiske og miljømæssige udvikling, vi har brug. I stedet bliver TTIP-kritikken taget som gidsel i et geopolitisk spil.

To slags kritik

Trumps kritik af handelspolitikken er baseret på fremmedhad. Frygt for kinesere og mexicanere, og frygt for at en lille elite i USA ikke skal lede verden. Han retter skytset mod den globale middelklasse i lande som Kina og Mexico, der ellers er symbolet på, at den globale ulighed er faldet. Samtidig skal man huske på, at han faktisk ikke har udtalt sig om TTIP.

En stor del af civilsamfundet afviser TTIP og CETA og den eksisterende handelspolitik, fordi vi ikke skal konkurrere mod hinanden i et global ræs mod bunden, og fordi det ikke er en mulighed at fortsætte som hidtil. Vores problemer er ikke forårsaget af andre landes befolkninger, men af at den ene procent, der sidder på store dele af den globale rigdom, symboliseret ved stigende national ulighed mange steder, har fået lov til at vinde, bl.a. gennem en handelspolitik der har været til fordel for de få.

Økonomer som Piketty og Milanovic peger på, at hvis vi vil vende udviklingen, må vi må gøre op med uligheden. Derfor handler TTIP-kritik ikke om antiglobalisering og indirekte støtte til autoritære kræfter – men om den form for globalisering og handelspolitik, som er blevet ført de sidste 30 år. TTIP-kritik handler om, at der findes andet end højrepopulisme og neoliberalisme.

Det er derfor vigtigt at have for øje, at der findes to alternativer til den eksisterende handelspolitik. At sætte TTIP på dagsordenen var det lette. Den store udfordring består i, hvem der skal sætte dagsordenen for den fremtidige handelspolitik. Og det er mildest talt en skam, at mange forsvarer TTIP og CETA og ikke tør støtte en progressiv dagsorden af frygt for Putin og højrepopulismen.Tør vi ikke det, har vi netop tabt.

Et andet handelsregime

Det overordnede problem ved nutidens handelspolitik er, at virksomheder beskyttes af hård lov (som investeringseskyttelsesmekanismen ISDS), mens mennesker og miljø af blød lov (gennem virksomheders CSR-politik og selvregulering). Hvis vi skal have en handelspolitik, der fremmer bæredygtighed og lighed, kræver det, at vi bytter fortegnene rundt.

Den amerikanske miljøorganisation Sierra Club har givet flere bud på, hvad en klimavenlig handelspolitik vil kræve. Det indbærer krav om ratifikation af Paris-aftalen og emissionsreduktioner, i stedet for at klimalovgivning blot tillades, koblet med håndhævningsmekanismer og sanktionsmuligheder hvis reduktionerne ikke imødekommes. Samtidig skal mekasnimer som ISDS tages ud af aftalerne og erstattes med basale krav om virksomheders overholdelse af menneskerrettighederne og overensstemmelse med miljøaftaler.

Tariffer burde anvendes til at fremme klimavenlig handel gennem bl.a. højere tariffer på fossile brændsler. Det vil også kræve en klausul, som hindrer tvister om sådanne tariffer. Samtidig kunne man indføre en klimatold.

Lokale jobskabende vedvarende energiprogrammer skal undtages fra princippet om national behandling, hvor det også vil være nødvendigt med en klausul mod repressalier gennem handelsaftaler og WTO. Det samme gør sig gældende for lokale og grønne indkøb, som i stedet burde være et krav.

Derudover, som Piketty har argumenteret for, skal handelsaftaler have bindende mål til at bekæmpe skattemæssig dumping gennem en minimumsselskabsskat og mulighed for at indføre sanktioner, hvis den ikke overholdes.

Overordnet har vi brug for en handelspolitik, der sikrer retten til sundhed, mad og vand og et rent miljø. Dette forsøges forhandlet gennem FN’s ”Treaty on transnational corporations and human rights” i stor kontrast til handelsaftalernes indhold, men EU har modarbejdet denne proces. Det er fordi, det rummer et opgør med EU’s grundlag konstrueret som et frihandelsområde. TTIP handler derfor om meget mere end handel. Den handler om, at EU skal gentænke sig selv og gentænke globaliseringen.