Crispr skas
CRISPR-saks. Grafik: NOAH

GMO ”Vi er stadig bekymrede. Forbrugeren bliver taberen.”

Sådan udtaler grønne organisationer efter møde med Landbrugs- og Fødevarestyrelsen i sidste uge. Jordbrugere, fødevareproducenter, detailhandlen og forbrugere mister deres ret til at vide, hvad de sår, producerer, sælger og spiser.

14. december 2023 · Kl. 07:25 Pressemeddelelse

En række grønne organisationer mødtes i sidste uge med Landbrugs- og Fødevarestyrelsen for at blive orienteret om Europa-Kommissionens lovforslag angående deregulering af de nye GMO’er. Konklusionen på mødet var nedslående: Danmark vil stemme for EU-Kommissionens lovforslag, der vil afskaffe de nuværende regler for dyrkning og salg af GMO-afgrøder og GMO-fødevarer.

Danmark udviser hermed manglende forståelse for miljø- og forbrugerbeskyttelse. Når EU-Kommissionen ønsker at fjerne store dele af den hidtidige GMO-regulering, vil det være til stor fordel for planteforædlings- og biotekvirksomhederne, men det er et stort tab for forbrugerne, da den enkelte borger ikke vil kunne vælge GMO-mad til eller fra.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil langt de fleste planter udviklet med nye GMO-metoder ikke længere blive anset som GMO. Det vil betyde, at de kan dyrkes frit på markerne uden at skulle gennemgå de nuværende lovsikrede sikkerhedsforanstaltninger. Dette bevirker, at disse GMO-planter ikke længere skal risikovurderes, mærkes som GMO eller gøres sporbare fra jord til bord, som det er krævet i dag. De nye gener vil dermed kunne sprede sig i naturen, uden at der er mulighed for at trække dem tilbage, hvis det skulle vise sig, at de er skadelige for naturen eller for menneskers sundhed.

Ifølge EU's egne love skal ny EU-lovgivning vurderes ud fra et veldefineret forsigtighedsprincip. Det betyder, at regler, der potentielt kan medføre negative effekter på natur eller mennesker, skal underkastes en risikovurdering, inden de vedtages. Der skal være sporbarhed i alle led samt overvågning, som kan garantere tilbagetrækning, hvis der viser sig at være negative effekter.
EU-Kommissionen har uden folkelig debat tilsyneladende vurderet, at forsigtighedsprincippet ikke skal gælde for de nye GMO-metoder og dermed ikke for de planter og produkter, som disse GMO-metoder resulterer i. En lang række organisationer har protesteret kraftigt mod forslaget af ovennævnte grunde – men den danske regering har besluttet at stemme ja. Ligeledes uden folkelig oplysning eller debat i Danmark.

Et håb er, at andre EU-medlemslande vil påvirke lovforslaget i en bedre retning - som det for eksempel skete i mandags den 11. december 2023. Her måtte det spanske EU-formandskab opgive at trumfe GMO-lovforslaget igennem i Ministerrådet i EU i år, idet der var for mange EU-lande, der var imod forslaget, eller som undlod at stemme.

Du kan også hjælpe til i Danmark ved at give din mening til kende i kampagnen: noah.dk/gmofrimad

Afsendere af pressemeddelelsen:
Landsforeningen Praktisk Økologi
Permakultur Danmark
Landsforeningen Grøn Hverdag
Foreningen for Biodynamisk Jordbrug
Corporate Europe Observatory
Frie Bønder Levende Land
Frøsamlerne
Demeterforbundet i Danmark
Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur
Biodynamisk Forbrugersammenslutning
Miljøbevægelsen NOAH

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!