Begræns CO2-fangst og lagring i EU
Efter flere mislykkede projekter skal EU's New Green Deal nu endelig få gang i CO2-fangst og lagring. Selvom teknologien er designet til at forlænge den fossile tidsalder, skal den nu hjælpe til med at opfylde EU’s klimamål allerede i 2030, og fordi Europas største lagre er udset til at skulle være i den danske undergrund, er Danmark på vej til at blive Europas CO2-skraldespand.
Fangst og lagrings-teknologierne (CCS) går ud på at udskille CO2 fra røgen i skorstene ved hjælp af energikrævende kemiske processer for at deponere den i undergrunden. Ønsket om at lagre CO2 har spøgt i Bruxelles i årtier, men på trods af handlingsplaner, direktiver og forsøgsanlæg er det bedste resultat stadig noget, der må kaldes en fiasko.
EU fortsætter alligevel med at sende store summer efter teknologien og have den som en del af sin klimaplan.
Udover at CCS er en teknologi, der er designet til at forlænge den fossile tidsalder – og derfor støttes af olie- og gasindustrien – vil især Danmark blive påvirket, fordi Europas største lagre er udset til at skulle ligge her. Under (lands)byer og i Nordsøen.
Økonomisk støtte fra EU til de første CO2-rørledninger fra de store udledere i Tyskland til Danmark er allerede på EU’s liste over projekter til hurtig godkendelse og finansiering. På længere sigt er det planen at bygge op mod 19.000 kilometer nye rørledninger de næste 25 år til transport af CO2 på kryds og tværs af EU til en pris på op imod 172 milliarder kr.
Men der er mange gode grunde til ikke at sætte satse på denne teknologi.
CCS virker ikke
En undersøgelse fra 2022 viste, at CCS-projekter sjældent lever op til forventningerne. De 263 projekter, som på daværende tidspunkt havde modtaget statsstøtte, havde kun fanget 17 procent af den CO2, som de havde lovet.
EU har pt. kun et fungerende anlæg i Ungarn, som kan gå under betegnelsen CCS. Anlægget indfanger CO2, der bruges til at presse fossilgas ud af et gasfelt ved at injicere CO2 i undergrunden. Formålet med projektet er således ikke at lagre CO2, men at hente mere fossilt brændstof op af undergrunden.
I resten af verden ser det ikke meget bedre ud. Af de 39 fungerende CO2-fangstanlæg, har kun 11 permanent deponi af CO2 som formål. Resten indfanger CO2 for at bruge det til at presse især olie ud af undergrunden. (Enhanced Oil Recovery) Dermed har 28 af de 39 anlæg en direkte negativ indvirkning på klimaet.
Globalt fanges der cirka 49 millioner tons CO2 per år, men af dem bruger olie- og gasindustrien omkring 38 millioner tons til at presse mere fossilt brændstof ud af undergrunden. Kun ca. 11 millioner tons CO2 bliver forsøgt lagret permanent.
En sovepude for CO2-frie løsninger
CCS reducerer ikke direkte udledningen af CO2, men kan i stedet føre til, at individer, selskaber og myndigheder slækker på ambitionerne om at reducere brugen af fossile brændstoffer og bioenergi. Da alle led i fangst, anvendelse og lagring af CO2 er energi- og ressourcekrævende, kan forbruget af energi og ressourcer derimod stige med introduktionen af teknologien.
Udover at lagre den indfangede CO2 i undergrunden forventer Europa-Kommissionen, at noget af CO2’en skal anvendes i PtX (kaldet CCUS når CO2’en benyttes efter at være fanget), det vil sige brændstof lavet ved hjælp af elektricitet. Hvis PtX skal være nemt at bruge som brændstof, skal det indeholde kulstof, fordi det skal ligne de brændstoffer, vi kender i dag. Det betyder dog, at den indfangede CO2 slipper ud i atmosfæren igen, når PtX anvendes – og så er man i princippet lige vidt. Det eneste, man har vundet, er, at noget af kulstoffet bliver ”brugt” to gange, men udledningen bliver ikke stoppet.
At gå ind i en diskussion om, hvorvidt det er bedst at bruge den indsamlede CO2 til PtX eller at lagre CO2’en i undergrunden, er at negligere den vigtigste pointe, nemlig at CO2 slet ikke skal dannes.
Det vil kun give mening at bruge energi på at indsamle CO2, hvis der er overskud af vedvarende energi, som man ikke kan bruge bedre på anden vis. Det er ikke tilfældet. Lagring vil i bedste fald reducere udledningerne, fratrukket de udledninger, der vil være i forbindelse med den ekstra energi til fangst, komprimering, transport og lagring. Anvendelse af indfanget CO2 betyder, at den indfangede CO2 bliver udledt på ny.
Nettonul udledning af klimagasser i 2050 skal ifølge Europa-Kommissionen især opnås ved at undgå, at der skabes klimagasser. CCS skal navnlig ske i de sektorer, hvor udledning af CO2 er særlig vanskelige eller dyre at reducere, men Kommissionen udelukker ikke, at fangst af CO2 også vil ske for at rense røggas fra energiproduktion fra fossile brændstoffer og biomasse.
Men den europæiske industri og energisektor kan finde løsninger, der ikke kræver brug af fossile brændstoffer og bioenergi. Fangst og lagring af CO2 vil forsinke denne proces, både på grund af den psykologiske effekt og på grund af de penge og den arbejdskraft, der skal bruges til at udvikle teknologien.
Fangst og anvendelse/lagring af CO2 risikerer dermed at blive en sovepude, der gør, at forbrændingsfrie løsningerne bliver fundet i et langsommere tempo. I stedet for at poste en masse støttekroner i en ny infrastruktur til at transportere CO2 rundt i Europa, bør EU i stedet bruge pengene til at støtte løsninger, der undgår, at der dannes CO2 til at starte med.
EU’s kvotehandelssystem er ikke en løsning
Store udledere i EU skal sikre sig retten til at forurene, før de må udlede klimagasser. Det sker via såkaldte CO2-kvoter, som virksomheder enten får foræret af EU eller køber på en børs for CO2-kvoter. Dette system fører naturligvis til spekulation, fordi prisen på en CO2-kvote går op og ned.
Den afgående Kommissionen mente, at det er muligt at introducere fangst, anvendelse og lagring af CO2 i EU’s kvotehandelssystem allerede fra 2026, og Danmarks regering har netop udtrykt sin støtte til dette.
Hvert ton lagret CO2 kommer sandsynligvis til at udløse retten til at udlede en tilsvarende mængde CO2. Baggrunden for Kommissionens forslag er, at markedskræfterne er den bedste måde at fremme fangst og lagring af CO2, som derfor skal gøres til en værdifuld handelsvare.
Der er flere problemer ved denne tilgang, hvoraf det, at man ikke opnår noget, hvis lagring af CO2 udløser retten til at udlede den samme mængde CO2, er mest åbenlyst.
Et andet problem er, at det kræver en del energi at indfange, transportere og lagre CO2. Denne energi kan bruges bedre til andre formål.
Det bliver derfor hurtigt indviklet at lave regler for køb og salg af CO2-kvoter for indfanget CO2 og sikre, at CO2’en ikke kommer ud i atmosfæren igen.
Et tredje problem vil være, at industriel fangst og lagring af CO2 fjerner opmærksomheden fra andre måder til at indfange og lagre CO2 på. Det kan både skov og regenerativt landbrug gøre mere sikkert og bæredygtigt, samtidig med at det forøger den biologiske mangfoldighed og nedsætter udvaskningen af kvælstof til vandløb, søer, fjorde og havet.
Træ anvendt i bygningskonstruktioner kan desuden lagre kulstof i et ikke ubetydeligt tidsrum, samtidig med at det kan fortrænge brug af cement og stål.
Et centralt spørgsmål er, om netto-udledningen vil falde, hvis fangst og lagring af CO2 bliver en del af EU’s kvotehandelssystem. Indfangningen vil givetvis stige, men det vil udledningen også, for ellers vil der ikke være købere til kvoter for indfanget CO2.
Kræver massiv Infrastruktur
Med sit forslag fra februar 2024 lægger Kommissionen op til, at der bygges en ny, offentligt støttet europæisk infrastruktur for transport af CO2, og at indfangning, anvendelse og permanent deponering får offentlig støtte og anden opbakning. Kommissionen anser disse foranstaltninger for nødvendige og uundgåelige for at opfylde EU’s klimamål.
For at skabe et marked for fangst og lagring af CO2 i større skala i Europa, er der ifølge Europa-Kommissionen behov for et netværk af rørledninger og skibe til at transportere fanget CO2 til egnede lagringssteder.
Konstruktionen af et transeuropæisk netværk af rørledninger skal forbinde regioner og lande og muliggøre transport af opfanget CO2 fra områder med høje emissioner til egnede lagringssteder i regioner, hvor lagring er mulig og rentabel. Men det bliver overordentligt dyrt.
EU’s forskningsenhed har vist, at det fremtidige europæiske CO2-transportnetværk kan være 6.700-7.300 km langt i 2030 og 15.000-19.000 km i 2050. Udgiften vil være op til 172 milliarder kr. i 2050. Typisk er de første estimater over udgifter til så store projekter næsten altid betydeligt lavere end, hvad det kommer til at koste i sidste ende.
EU’s forskningsenhed forventer, at Danmark bliver det land med størst lagringskapacitet i EU. Allerede fra 2030 vil der derfor være stor transport af CO2 mod Danmark og Nordsøen fra resten af Europa, som udbygges frem mod 2050.
CCUS gavner mere industri end klimaet.
Processen for at fremme CCS i EU kan sammenlignes med den, der er sket på brint- og fossilgas-området, hvor især olie- og gasindustrien har presset på for, at EU maksimerer markedets potentielle størrelse og fremmer investeringer, offentlig støtte og profit til olie- og gasindustrien.
Ifølge Andrew Reid fra IEEFA Europe betyder den industristyrede tilgang til udrulning af fangst, anvendelse og lagring af CO2 i EU, at energiplanlægning på systemniveau ikke foregår holistisk. Det kan føre til, at offentlige og private ressourcer bruges på ineffektive projekter, der spilder tid og penge, samt skaber ‘strandede’ aktiver, og som ikke leder frem til de grundlæggende ændringer, der skal til for at skabe et bæredygtigt energisystem.
Reel vedvarende energi kræver en geografisk udbredt fordeling af energiinfrastruktur og lokal fleksibilitet og betyder fravalg af et centraliseret energisystem, hvor energi bliver produceret i store enheder, der er kontrolleret af få mennesker i få virksomheder. Kommissionens strategi for fangst, anvendelse og lagring af CO2 tager udgangspunkt i et centraliseret og ufleksibelt energisystem, som for altid vil være afhængig af bioenergi og fossile brændstoffer.
Vælg en en anden vej
På trods af alle disse problemer kommer fangst, anvendelse og lagring af CO2 ifølge Europa-Kommissionen til at få stor betydning for opfyldelsen af EU’s klimamålsætninger og der er ingen overvejelser om, hvordan EU’s klimastrategi skal ændres, hvis de teknologiske fremskridt på området ikke opnår de resultater, som Kommissionen lægger op til.