Flygtninge Europa svigtede Syriens fordrevne længe før krigen

For tiden taler alle om, at politikerne skal tage ansvar for at stoppe forfærdelighederne i Aleppo, men hvem taler om, at vi burde have råbt politikerne op allerede i 2005, da det begyndte at gå rivende galt i Syrien?

Dengang blev der åbnet op for øget liberalisering af landet og dermed fortsat overudnyttelse af jord og vand, der forværrede effekterne af en fire år lang tørke, der ramte i 2006. Syriens regering har brugt associeringsaftalen med EU som reference for at reformere og liberalisere landet.

Liberaliseringen betød også, at landbefolkningen ikke fik den støtte, den havde brug for til at overkomme tørken.

Dårlig forvaltning af landets naturressourcer havde stået på længe og tørken spillede sammen med forværring af eksisterende problemer skabt af overudnyttelse af ressourcerne. Det fik bægeret til at flyde over. Det er derfor ikke et tilfælde, at oprøret, der begyndte i 2011, startede i provinsbyer med, hvad er blevet kaldt ”rural intifada”.

Europas store miljøaftryk  

EU har i mange år været Syriens største handelspartner og aftog i 2010 60 procent af Syriens eksport og 40 procent af landets fabriksproduktion såsom bomuld og tekstiler. Det har sat sine tydelige spor på kvaliteteten af Syriens landbrugsland.

Ifølge et meget omfattende studie foretaget af Europa-Kommissionen og EU's miljødirektorat har EU's forbrug påvirket Nordafrika og Mellemøsten markant og i særdeleshed har Europa haft en høj påvirkning i forhold til degradering af jord og vandmangel. Konsekvensen har været, at regionen har været ekstra sårbar over for tørke og det har haft betydelige sociale konsekvenser.

Miljøfordrevne

Med tørken i 2006-2010 kollapsede landbrugssystemet i det østlige Syrien. Ifølge FN overlevede 80 procent af befolkningen i de værst ramte områder i starten af 2010 af brød og te. Mennesker sultede og var fejlernærede.

Småbønder kunne ikke opretholde deres levevis og arbejdsløsheden var omfattende. Krisen tvang omkring 1,5 millioner til at forlade deres jord og migrere til udkanten af byer såsom Aleppo og Daraa. Fordrevet af miljødegradering. I en tid, hvor finanskrisen medførte skyhøje råvarepriser:

“Landmænd, der kun er afhængige af et afgrøde, har problemer – de har intet andet, der kan hjælpe dem og de er nødsaget til at flytte” har Abdulla Bin Yehia, en repræsentanvt for FN's fødevare og landbrugsorganisation (FAO) udtalt mens krisen stod på.

Dem, der havde kvæg, oplevede en stigning i prisen på foder på 75 procent, hvilket ifølge FAO resulterede i at op til 80 procent af kvæget på små- og mellemstore landbrug døde.

Landets landbrugssektor, der stod for 25 procent af landets BNP, blev hårdt ramt af tørken, men værst ramt var 40 procent af Syriens arbejdsstyrke, der hidtil havde arbejdet som landmænd.

I nogle landsbyer migrerede op mod halvdelen af befolkningen til nærliggende byer. Mere end 1 million mennesker, der allerede var på tæt på fattigdomsgrænsen pga. lave indkomster blev påvirket af tørken. Landets arbejdsløshedstal blev næsten fordoblet fra 2010-2011.

Den Damascus-baserede vandekspert, Francesca de Châtel, påpeger, at overdrevent fokus på regionens naturlige tendens til tørke og menneskeskabte klimaforandringer gør det muligt for magthavere at skyde skylden på eksterne faktorer frem for hovedproblemet: langvarig dårlig forvaltning af ressourcer i landet.

Land grabbing og liberalisering

Den syriske økonom, Samir Aita udtalt til New York Times, at regeringens manglende reaktion på tørken har spillet en stor rolle i at udløse oprøret.

Ifølge Aita åbnede præsident Bashar Assad, med sin overtagelse af styret, op for en ureguleret landbrugssektor i Syrien, hvor store landmænd – mange af dem regimets håndlangere – kunne opkøbe så meget jord og indvinde så meget vand, som de havde lyst til.

Han peger på, at det medførte at landets vandbeholdning svandt ind. Det drev små landmænd væk fra landet mod byerne, hvor de måtte prøve at skaffe sig arbejde.

De mange familiers migration til byerne medførte at befolkningstallet i nogle af de små byer steg fra 2000 til 400.000 i løbet af blot et årti. Staten formåede ikke at sikre ordentlige skoler, jobs og offentlig service.

Liberaliseringen af landbrugssektoren efter 2000 medførte et betydeligt tab af jobs. I omegnen af 460.000 mennesker stoppede med at arbejde i landbruget mellem 2001 og 2007 – dvs. et fald på 33 procent (10 procent af hele arbejdsstyrken).

Samtidig steg landbrugssektorens bidrag til BNP'et med 9 procent.Det viser tydeligt at liberaliseringen gavnede nogen, mens andre led skade: ressourcerne kom på nye hænder.

De fleste jobs gik tabt i 2003-2004 – altså to år, som ikke var var påvirket af tørken. Tørken forstærkede fattigdomstendensen.

Overgræsning og kunstvanding skabte dårlig jord

Udadtil så det lovende ud. For eksempel blev Syriens produktion af hvede fire-doblet fra1970'erne og indtil 2008, fra ca. 1,2 millioner ton til 4,8 millioner ton, og det medførte, at Syrien overgik fra at være importør af hvede til at være nettoeksportør. Den øgede produktion genererede over 350 millioner amerikanske dollars om året.

Det viste sig dog, at det havde en pris: Syriens landbrugssektor tømte landets undergrundsbeholdning for at kunstvande markerne. FN-eksperter havde allerede forudset, at dette ville føre til alvorlig vandmangel.

Da tørken ramte blev 60 procent af Syriens landbrugsjord spoleret. Landet havde ikke vandreserver, da undergrunden allerede var udtømt. I 2008 oplevede landet at måtte importere hvede for første gang i 15 år og at være afhængig af massiv international fødevarenødhjælp.

Samtidig har ubegrænset kvægproduktion haft en betydelig negativ rolle. Med nationaliseringen af Syriens steppe i 1958 var landet overgået fra at være græsset bæredygtigt af beduiner til at have et åbent adgangssystem, der medførte, at der ikke var afsat tilstrækkeligt med områder til sæsonbaseret græsning og regenerering af økosystemer. Resultatet var overgræsing.

Investorer fra byerne spillede en væsentlig rolle ved at indsætte tusindvis af kvæg på steppen og gjorde dermed græsningen til en ubæredygtig stor-skala industri, der forhindrede steppen i at regenerere.

Allerede i 1970'erne gjorde internationale organisationer såsom FN-FAO opmærksomme på nødvendigheden af ikke at tilføre profit-maksimerende principper på steppen, da disse ville føre til  overudnytte af steppens skrøbelige økosystemer. Men intet hjalp det.

2005: Syrien fjernede beskyttende lovgivning

Et er, at ressourcerne var ved at svinde ind; noget andet er, at den alvorlige sociale krise decideret blev faciliteret af et brat stop for statsstøtte i en periode, hvor der var kraftigt stigende priser på foder og brændstof (der bl.a. blev brugt til brønde og transport af afgrøder).

Det gjorde det svært for lokale småbønder at klare sig. Igennem det meste af 2000'erne oplevede Syrien økonomisk restrukturering, hvor Assad-styret fjernede støtten til landbefolkningen og prøvede at skabe vækst i byerne.

Landets BNP tredoblede i perioden 2000-2010, men som udtalt af en økonom fra Damaskus, der ønsker at være anonym: "Forskellen mellem Syriens rige og fattige er vokset i takt med at økonomien er blevet liberaliseret".

Med femårsplanen for 2006-10 ville staten reducere landets finansielle underskud med 7 procentpoint i løbet af perioden, og det ville man blandt andet gøre ved at udfase statsstøtte til landbruget, herunder til kunstgødning og benzin.

Dette skete på et tidspunkt, hvor landbefolkningen i forvejen var presset pga. tørken og økosystemernes dårlige stand.

Europa modarbejder menneskerettigheder og demokrati ved at presse på for, at udviklingslandene deregulerer til skade for småbønderne.

Hvis Europa reelt vil tage ansvar for at forebygge lignende problemer, bør Europa således sørge for at handels-, råvare- og naboskabspolitikker ikke øger optaget af land og forbruget af ressourcer uden for regionen eller fremmer stor-skala-investeringer i land, der har negative miljøeffekter og er på bekostning af småbønder.

Europæiske investeringer bør i stedet støtte op om småskala-landmænd og dermed forebygge ubæredygtig forvaltning af land og øget ulighed i udviklingslandene.

Artiklen er bragt på Globalnyt 31.12.2016

Følg NOAHs facebookside Miljøfordrevne og land grabbing - Europa har et ansvar