Grønland og EU Det danske EU-formandskab bør tage højde for EU-udvidelse mod nord
København, d. 12. september 2025
PRESSEMEDDELELSE
Det danske EU-formandskab bør tage højde for EU-udvidelse mod nord
Beskyttelsen af Grønlands fysiske miljø, der dækker et areal halvt så stort som EU, kunne i tilfælde af EU-medlemskab blive et fyrtårnsprojekt for Grønland, Rigsfællesskabet og EU, der for alvor sætter miljøbeskyttelse på den globale dagsorden.
Den første juli startede det danske EU-formandskab, som fortsætter året ud. Det befinder sig i en særlig situation, når det drejer sig om at gøre forholdene mere stabile ikke blot i EU, men for andre nordiske lande. Hvor EU-skepsis tidligere var normen i Grønland, Island og Norge, er medlemskab af EU nu en politisk mulighed.
Baggrunden er den nye geopolitiske situation, som skaber betingelserne for europapolitikken: Islands nye regering har lovet at afholde en folkeafstemning om EU-medlemskab senest i 2027, og forskellen mellem ja- og nej-lejrene bliver mindre i de norske meningsmålinger, hvor en nylig måling viser 41 pct. for og 48 imod samtidigt med, at 68 pct. er åbne for en folkeafstemning om EU-medlemskab. For det danske EU-formandskab indtager Grønland en særlig rolle og diskussionen om dette emne er begyndt udenfor landets grænser og i Grønland og Danmark, men er ikke et tema for den danske regering.
”Allerede i næste måned diskuterer det grønlandske Landsting, Inatsisartut, medlemskab af EU”, udtaler Palle Bendsen fra NOAH Friends of the Earth Denmark. ”Landet største politiske parti, regeringspartiet Demokraatit, foreslår, at der bliver udarbejdet en redegørelse om fordelene og ulemperne ved en genindmeldelse i EU. Imidlertid bliver en sådan vurdering svær, fordi grønlænderne ikke ved, hvilke vilkår de får tilbudt. Siden december sidste år har den danske regering været klar over, at 60 pct. af de grønlandske vælgere ville stemme for EU-medlemskab, hvis der blev afholdt en folkeafstemning, men har, så vidt vi ved, intet gjort for at lette Grønlands vej ind i EU eller skaffe landet de bedst mulige optagelsesbetingelser.”
Vejen til grønlandsk EU-medlemskab er ikke lang: Grønlænderne er allerede EU-borgere, fordi de også er danske statsborgere, og Grønland opfylder i forvejen de fleste kriterier for EU-medlemskab. Optagelse i EU på vilkår, der respekterer Grønlands særlige situation – først og fremmest kontrol med fiskeriet - kunne bringe landet nærmere reel selvstændighed, fordi Grønland ville få et solidt økonomisk sikkerhedsnet og bevare sin nuværende status som velfærdsnation.
Et tilbud om EU-medlemskab kunne tage udgangspunkt i beskyttelse af Grønlands sårbare miljø, sådan som det er beskrevet i EU’s arktiske miljø- og bæredygtighedsstrategi. Ifølge EU-strategien bør der ikke længere udvindes olie, kul og gas i de arktiske områder. Desuden skal EU fremme inklusiv og bæredygtig udvikling til gavn for nuværende og fremtidige generationer, der tilgodeser oprindelige folks, kvinders og unges behov.
”EU’s arktiske miljø- og bæredygtighedsstrategi er forenelig med, at det danske EU-formandskab i samarbejde med Grønland og EU udvikler en politik for Arktis, der sigter mod at frede så mange land- og havområder som muligt”, udtaler Niels Henrik Hooge fra NOAH Friends of the Earth Denmark. ”EU-Parlamentet har tidligere støttet ideen om et arktisk naturbeskyttelsesområde med Antarktis-traktaten som forbillede. Det samme har 141 miljøorganisationer, inklusive de største i Europa og verden. De grønlandske myndigheder har selv erkendt, at Grønland ikke har en fremtid som råstofnation og kun et begrænset antal mineprojekter er ønskværdige. Ved et helt eller delvist fravalg af råstofudvinding ville den grønlandske befolkning skulle kompenseres økonomisk, men for EU udgør det et forsvindende lille beløb.”
Mere om grønlandsk EU-medlemskab og en arktisk naturbeskyttelsestraktat: Miljøorganisation: Danmark er fodslæbende, når det gælder grønlandsk EU-medlemskab, kronik i Altinget, 22/8 2025.
For yderligere oplysninger, kontakt:
NOAH Friends of the Earth Denmark: Niels Henrik Hooge, Tlf.: 21 83 79 94, E-mail: nielshenrik(at)noah.dk og Palle Bendsen, Tlf.: 30 13 76 95, E-mail: pnb(at)ydun.net
